thiemersmagasin
Heste i Thiemers
Heste i Thiemers
Tilgængelighed for afhentning kunne ikke indlæses
Dette efterår har hestene indtaget Thiemers Magasin på forskellige måder i litteraturen. Nu vil vi fejre det med alle jer til en aften med fantastiske oplæsninger, hvor hesten/hestene har en prominent plads som symbol, motiv eller ledsagerart i teksterne.
Oplev:
Anna Rieder og Sebastian Nathan læse fra deres fællesprojekt moth oven
Amalie Hyldgaard Nielsen læse fra sit igangværende romanprojekt Hestene
Hollie Flor læse fra publikationen det eneste jeg vil___på en ny pony //OVERFLOD
Om kunstnerne:
Nathan er uddannet fra Forfatterskolen i 2019 og udgav i 2021 sin debutdigtsamling “Honey Moon”, der modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensen Debutantpris. I 2024 har han udgivet digtsamlingen “Engle” på Gads Forlag, der har modtaget store roser i den danske presse.
Anna Rieder (f. 1993) er uddannet fra Forfatterskolen 2019 og debuterede med digtsamlingen Hindebæger i 2020. Sammen med Sidsel Ana Welden står hun bag en række pjecer til behandlere og læger i psykiatrien og antologien Hjertet er en fold med heste (2022). I marts 2023 udgav hun Smerte-hjerte sammen med psykiater Birgit Bundesen.
I 6000 år har hesten huseret som tamdyr, som en levende maskine, loyaliteten legemliggjort og symbol for selv den mest prosaiske landmands længsel. Men hesten er også driftens og frihedens, instinkternes og lidenskabens dyr. Har du spurgt din hest hvad den føler i dag? Maybe you would not want to know.
Hvad ville Schade skrive indefra staldens fire vægge? Hvordan ville Petrarca digte hvis han kun kunne vrinske sin kærlighed? Kan Emily Dickinson holde til gallopfart?
I aften slipper vi krafterne løs, vi kan veje over et ton, hallo!
#kærlighed #død #hyperlyrik
Amalie Hyldgaard Nielsen (f. 1993) er uddannet fra Skrivekunstakademiet i Bergen og fra Litterär gestaltning i Göteborg. Hun arbejder tværæstetisk med tekst, video, tekstil og collage. Amalie er opvokset i Vestjylland, hvis landskaber og steder er centrale motiver i hendes tekster og værker, der undersøger temaer som opvækst, tilhørsforhold og erindring.
Teksten, hun vil læse, er en del af et igangværende romanarbejde og handler om flokken af heste og flokken af piger, der ser hinanden an på tværs af et trådhegn. Det handler om skoven, som omgiver dem, og som både forbinder og forstyrrer deres relation.
Hollie Flor (f. 1992) interesserer sig for, hvordan ting (mennesker, materialer, ideer, billeder ...) snakker sammen, og hvilke virkeligheder og verdener vi sammen kan skabe. Gennem en aktiv undersøgelse af improvisation, processer, læringsrum, kollektiver, narrativer og symboler trækkes bl.a. på kritisk teori, spil-design og selvorganisering, utopisk tænkning, det magiske og okkulte.
Publikationen det eneste jeg vil___på en ny pony //OVERFLOD er oprindeligt en del af Hollie Flors afgangsværk fra kunstakademiet i 2023. Senere er værket blevet vist på gruppeudstillingen Hestens fortællinger på Rønnebæksholm (23. juni – 15. september 2024). Publikationen består af billedkollager (af tegninger og screen-shots fra spillet red dead redemption2) og tekst, der fletter sig ind og ud af hinanden. Den spiller på det romantiske, kitchede, cow-boy-klicheen, en ide om frihed stillet over for en feminin erfaring i teksterne som en måde at tænke på fantasier, en måde at skabe verden i kraft af at man forestiller sig den.
Tilmeld dig på vores hjemmeside under "events". Som medlem og trubadur af Thiemers Magasin er arrangementet gratis. Ellers er tilmeldingsgebyret 40 kr.
