Tine Høeg vandt debutantprisen

Publiceret lørdag den 11. november 2017

Fredag blev årets debutantpris uddelt til Tine Høeg på Bogforum. Hun fik prisen for sin fine digt-roman, “Nye rejsende”.


Din boghandler sad med i juryen, og vi indstillede bogen til prisen med følgende motivering:

”Tolvte gang jeg ser dig nøgen/ kommer du i min mund/ og tager hen for at se/Evy gå Lucia.”

Tine Høegs Nye Rejsende er en fintregistrerende fortælling om en kvinde, der mærker begæret og en uforløst kærlighed. En fortælling om at være den voksne med et rigtigt voksent gymnasielærerjob, selvom det føles, som om man bare lader som om. En fortælling om at være i bevægelse, at være på vej, at befinde sig i en slags mellemtilstand.

I det hele taget mestrer Tine Høeg forskydningens kunst. Nye rejsende lader sig ikke
helt genrerubricere, men er skrevet frem som en ubesværet bevægelse mellem prosatekst og lyrik. Også kapitlerne eller tekststykkerne bevæger sig fra en situation til en anden uden tydeligt at markere overgangene; det samme gælder for beskrivelser, der glider umærkeligt ubesværet over i dialog.

Bogens mange forskydningsniveauer understreger en tematisk eksistentiel desorientering, men demonstrerer på en og samme tid, hvor elegant litteratur kan skrives, ja, faktisk, hvor sikker man kan føle sig som læser, når man er i hænderne på en begavet stilist.

Tine Høeg har et humoristisk og præcist blik for detaljen: ”tynde ben store sneakers” – så enkelt kan en gymnasieelev beskrives.

Selvom bogen indeholder smertelig alvor, er Nye rejsende præget af et sprogligt og humoristisk overskud. Den er på en gang raffineret koncentreret og generøst sprudlende. Det er ikke en
bog, eller forfatter, man bliver færdig med lige med det samme.