Nu åbner vi forsigtigt igen

Publiceret søndag den 10. maj 2020

De sidste måneder har været lidt tunge for os, og sikker også for mange af jer.

Først måtte vi aflyse både events og læseklubmøder, derefter måtte vi helt lukke butikken.

Vi strikkede nødløsninger sammen:

Vores skrivekursus med Christina Englund blev et online kursus, og salg af bøger blev bestillinger over mail og udlevering på bestemte tidspunkter.

Det hele er gået over al forventning. Hold nu k… hvor er I bare søde til at bakke op. Mange af jer har vi set mere end én gang, og I er gået hjem med bunker af bøger, som I umuligt kan have nået at læse på trods af karantænen.

Tusind, tusind tak til jer – det betød virkelig meget.
I er hovedårsagen til, at vi stadig er her.

Nu åbner vi forsigtigt butikken op igen.
Det betyder, at vi fra tirsdag åbner fra 13-17.30 på hverdage og 10-15 lørdag.

Vi sørger for, der er håndsprit, og vi begrænser det til et par kunder i butikken ad gangen.

Skrivekurser, events og læseklubber må vi desværre vente lidt med endnu, og kaffe sælger vi først, når der er åbnet for cafeer generelt.

Vi glæder os enormt til at se jer!