Magisk event i Carl & Maries stuer

Publiceret tirsdag den 19. juni 2018


Man kunne næsten mærke Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen svæve gennem stuerne, da forfatterparret , skuespiller Lotte Andersen og journalist Amalie Kestler tirsdag aften talte om og læste op fra deres bog, “Carl & Marie”, der er en redigeret  og kommenteret brevsamling om kunstnerparrets liv i kunst og kærlighed.

I dét, der engang var Carl og Maries fælles hjem gennem en årrække, havde stedets nuværende beboer åbnet sine døre for en Thiemers-event i anderledes rammer.

Stuerne er naturligvis indrettet anderledes i dag end dengang, men de gamle fredede væg-, dør og paneldekorationer stadig står, som da professor ved Kunstakademiet, H.E. Freund, restaurerede og prydede lejligheden efter pompejansk inspiration i 1820’erne.

Kunstnervenner af huset, så som Constantin Hansen, Købke, Bindesbøll m.fl., skulle efter sigende stå bag de mange smukke udsmykninger, der således også fandtes, da Carl og Marie i 1915 flyttede ind i den smukke bygning ved Frederiksholms Kanal.


 

Magien ved tirsdagens event fortsatte, da Thiemers Magasins gæster – anført af Lotte Andersen og Amalie Kestler – begav sig videre til to af Anne Marie Carl-Nielsens markante statuer, først Rytterstatuen på Christiansborg Ridebane og dernæst hendes særegne Havfrue ved Den Sorte Diamant.

Begge steder fortalte forfatterne om værkerne, tilblivelsen og tiden omkring.

På den måde gav de nyt liv og anerkendelse til ikke mindst Anne Marie Carl-Nielsen, og de genfortalte den stormfulde kærligheds- og kunstnerkrønike, så man blev ramt af ikke kun det blæsende vejrlig ved havnefronten, men også af historiens vingesus.