Kunsten og kærligheden bandt dem uløseligt sammen

Publiceret mandag den 30. april 2018

Kunsten betød alt for komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen – den hang uløseligt sammen med deres kærlighed. Men forholdet var stormfuldt og konfliktfyldt: Mens Marie arbejdede bedst, når hun var alene, kunne Carl kun arbejde, når de var sammen.

Især Marie måtte kæmpe for at få plads til sit arbejde, og Carl klagede sig ofte, som her i et brev fra december 1904:

“Gid vi dog engang kunne komme til et roligt, arbejdsomt, fremadskridende Samliv. Men jeg er bange, det aldrig naaes. Du vil være en stærk Mand, ja, helst overgaa de stærkeste Mænd. Dit arbejde og Din Stræben er saa forceret, hæsblæsende og ude over al Ro og Sundhed og jeg maa sige Dig, at Jeg ofte er bange for at Du skal gaa i stykker.”

Amalie Kestler og Lotte Andersen har redigeret parrets breve og dagbogsnoter og skrevet deres gribende historie frem i bogen “Carl og Marie”, som vi fik smagsprøver på ved vores søndagsevent 29. april.