Forfatteren Sara Omar : “Naturligt at være feminist, når man kæmper for menneskerettigheder”

Publiceret mandag den 26. februar 2018

 

“Manifest” er temaet for dette års “København Læser”-festival, der åbnede fredag med litteratur-arrangementer overalt i byen.

I den anledning havde vi søndag besøg af Sara Omar, der fortalte om sin roman “Dødevaskeren” i Thiemers. Hun har skrevet romanen som et forsvar for kvinders og børns rettigheder, for deres ret til at “være mennesker”, som hun siger.

Hun mener, at mange i Danmark og Vesten ikke forstår, hvor mange kvinder med muslimsk baggrund, der bliver nægtet den ret.

Selvom Sara Omar ikke har tænkt sig selv som en del af #metoo bevægelsen, så ser hun det kun som en fordel, at kvinder går imod overgreb af enhver slags:

“Jeg har stor respekt for de kvinder, der har taget bladet fra munden i MeToo-bevægelsen. Jeg er et menneske, der kæmper for alle menneskerettigheder, og det at være feminist er selvfølgelig en naturlig del af hele kampen,” siger hun.