Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

Manuskriptskrivning – 2. masterclass for forfattere

24. oktober - 25. oktober

Manuskriptskrivning – tre masterclasses for forfattere

Streamingtjenesterne boomer, og behovet for tv-serier og film af høj kvalitet er tilsyneladende umætteligt. Det er et behov, som alle i branchen er enige om kun vil blive større, og derfor sukker produktions- og tv-selskaber efter flere gode manuskriptforfattere.

Disse tre masterclasses er for forfattere, der allerede skriver godt, men som mangler redskaberne til at skrive til tv og film.
Dramatik er noget helt andet end at skrive digte eller romaner. Det er et særligt håndværk, der kræver indgående kendskab til de greb og teknikker, der kendetegner dramaet for både teater, film og tv.

Vi har derfor allieret os med tre af Danmarks dygtigste manuskriptforfattere, som hver især vil stå for en intensiv og eksklusiv masterclass over en weekend for max. 10 deltagere.

Hver masterclass kan stå for sig selv, men de tre mestre går i dybden med hver deres temaer, så det vil give god mening at følge dem alle.

 

Jenny Lund Foto: Lærke Posselt

 

2. masterclass: Tv-serier og dialog v/ Jenny Lund

I denne masterclass vil Jenny Lund Madsen undervise i tv-seriens forskellige former: Den episodiske og den serielle med vægt på den sidstnævnte. Hun vil også komme ind på forskellen på en idé til en film og til en serie. Du skal medbringe en idé til en film eller en tv-serie, som du får mulighed for at udvikle over de to dage.
Derudover skal du arbejde med dialog. Dialogen er grundlaget for ethvert godt drama: Karakterernes udsagn er vigtige for deres og fortællingens troværdighed. Desuden rummer de gode dialoger flere lag: dét man siger, er ikke nødvendigvis det, man tænker. Men hvordan arbejder du med karakterens særskilte sprogtone og hvordan får du underteksten frem? Det vil Jenny Lund Madsen hjælpe dig med at få styr på. Derudover vil hun indvie dig i komedie-dialogens præcision og timing, som hun har kæmpe erfaring med fra komedier som ”Rita” og ”Sjit happens”.
Undervisningen bliver en blanding af teoretiske oplæg og praktiske opgaver.
De to dage afsluttes med en reading af nogle af kursisternes tekster ved skuespiller Lotte Andersen samt en hemmelig gæst.

 

Jenny Lund Madsen er cand. mag. i filmvidenskab og har gået på mannuskriptlinjen på UCLA.
Hun har undervist i manuskriptudvikling på Syddansk Universitet, på Super 16 og på Filmskolen, og hun har blandt andet skrevet manuskripter til tv-serierne”Rita”, ”Mercur”, ”Sjit happens” samt ”Bedrag 3” (om hvilken Soundvenue skrev: ”den bedste ekstreme makeover af en dansk tv-serie nogensinde”).

 

Tid: 24. oktober 10-16.30 samt 25. oktober 12-17.
Sted: Thiemers Magasin, Tullinsgade 24, 1618 København V.
Pris: 2450,- for én masterclass/6.000 for alle tre. Prisen er inklusiv forplejning.
Man skal regne med, at der bliver skriveopgaver hjemme mellem de to moduler.
Tilmelding: Hvis du er interessseret i at deltage, så send en side om dig selv og dine tidligere udgivelser til Lotte Andersen: lottea@mail.tele.dk

 

1. masterclass foregår 3.-4. oktober med Ida Maria Rydén. Læs mere om den her.
3. masterclass foregår 7.-8. november med Nikolaj Scherfig. Læs mere om den her.

 

Arrangører: Skuespiller og forfatter Lotte Andersen og journalist Rikke Viemose, ejer af Thiemers Magasin.

 

Projektet er støttet af Statens Kunstfond.

 

Detaljer

Start:
24. oktober
Slut:
25. oktober
Begivenhed Kategori:
Begivenhed Tags: