Tag-arkiv: Jesper Stein

“Fortæl for guds skyld ikke alt på én gang”

 

“Krimien er klar i spyttet og i sproget”, mener Jesper Stein, der sidste år modtog De Gyldne Laurbær for sin seneste roman om efterforskeren Axel Steen.
“Forfatteren stiller sig ikke an, men etablerer fra begyndelsen et forhold til læseren,” sagde forfatteren, da han torsdag holdt en masterclass  i Thiemers som nummer to i vores række af “Ti mestre i Thiemers”.

Der var udsolgt til arrangementet, hvor forfatteren gav gode råd til andre, der gerne vil skrive krimier.

En krimis grundmatrix er, at den handler om en efterforskning. Og den er karakteriseret ved, fortalte Jesper Stein, at den næsten altid er realistisk, den er let at læse, med en klar fortællerstemme og en enkel opbygning med en fremadskridende handling.

Der kan godt være flashbacks, men aldrig sådan, at læseren mister orienteringen. I krimien er der samtidig mulighed for en noget større persongalleri end i andre romaner, og fordi dramaet ligger i handlingen, skal sproget være så enkelt som muligt.

Men det handler om følelser. Og derfor er det vigtigt at få skrevet ægte følelser frem.

“Skriv om det pinlige og ubehagelige; om dét, der rører dig,” anbefalede Jesper Stein.

En vigtig regel for fortællingen er det, som han kalder “fortælleøkonomi”: Man må for guds skyld ikke fortælle alt på én gang. Læserens nysgerrighed skal vækkes og holdes til ilden med spor og cliffhangers gennem bogen.

Vores næste masterclass handler om novellegenren og er med Adda Djørup. Se mere om den her.

Alle masterclasses bliver optaget af Danmarks Radio og bliver senere lagt ud som podcasts.

Ti mestre: Jesper Stein

Krimien

1-bogmaerke-10-mestre-jesper-stein

Hvad er en god kriminalroman, og hvordan skriver man den? Hvordan adskiller den sig fra andre genrer? I form, indhold, skrift? Hvorfor skrive en krimi fremfor en roman i en anden genre? Hvad er et godt plot, og hvordan holder man spændingen? Skal en krimi være plotbåret? Hvordan får man personerne til at leve? Hvad er en god dialog? Hvordan bør vægten være mellem dialog, beskrivelser og scener? Er der grænser for, hvad man kan skrive om eller hvordan man kan skrive det?

Alt dette vil Jesper Stein forsøge at besvare, når han gæster os som en af de “Ti mestre i Thiemers”.

JESPER STEIN er født 1965 i Århus. Han er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet som kriminalreporter og litteraturjournalist. I 2015 valgte han at hellige sig jobbet som fuldtidsforfatter. URO, der udkom i 2012, var hans debut som skønlitterær forfatter. I 2013 udkom bind to i serien om vicepolitikommissær Axel Steen, BYE BYE BLACKBIRD, i 2014 fulgte tredje bind, AKRASH, og i 2015 udkom bind fire, AISHA, som han modtog De Gyldne Laurbær for.

De udenlandske rettigheder til Jesper Steins romaner er solgt til bl.a. Tyskland, Italien, Island, Norge, Holland og Sverige.

 

TI MESTRE I THIEMERS er et nyt spændende tilbud fra os til dig, der selv skriver eller drømmer om det: Gennem foråret 2017 tilbyder vi en række eksklusive masterclasses med ti af Danmarks bedste forfattere. Hver forfatter vil præsentere præcis dén genre, som han eller hun er ekspert i.

 

Der bliver tale om følgende forfattere og genrer:

 

12. januar: Børne- og ungdomsbogen – Kim Fupz Aakeson

26. januar: Krimien – Jesper Stein

9. februar: Novellen – Adda Djørup

23. februar: Billedbogen – Hanne Kvist

9. marts: Den historiske roman – Anne Lise Marstrand-Jørgensen

23. marts: Biografien – Tom Buk-Swienty

6. april: Digtet – Søren Ulrik Thomsen

20. april: Dramaet – Line Knutzon

4. maj: Samtidsromanen – Hanne-Vibeke Holst

18. maj: Den autofiktive/selvbiografiske roman – Peder Frederik Jensen

 

 

Projektet er støttet af Statens Kunstfond, og et samarbejde med Danmarks Radio sikrer, at alle ti masterclasses bliver optaget og sendt i redigeret form på P1 og senere bliver lagt ud som frit tilgængelige podcasts.

Pris: 450,- per masterclass, deltagelse i tre: 1200,-
Tilmelding: I Thiemers Magasin eller på mail til til@thiemersmagasin.dk