Tag-arkiv: Caroline Albertine Minor

Møde mellem beslægtede forfattere


 

Den 23. april havde dobbeltevent med to fremragende forfattere:

Norske Mona Høvring og danske Caroline Albertine Minor. Deres skrivestil og temaer er blevet sammenlignet med hinanden – og de er begge er blevet sammenlignet med Francois Sagans klassiker “Bonjour Tristesse”.

I Thiemers mødtes de for første gang, og det blev en dejlig eftermiddag, hvor vi fik smagsprøver på deres bøger: “Noget der hjælper” og “Velsignelser”, og hvor vi blandt andet hørte om fordelene ved dannelsesromaner og et underspillet sprog.

 

Søndagsevent: Høvring og Minor

 

 

Dette bliver en dobbeltevent med to fremragende forfattere, der er blevet sammenlignet med hinanden – og som begge er blevet sammenlignet med Francois Sagans klassiker “Bonjour Tristesse”:

Caroline Albertine Minor har netop fået et gennembrud med sin novellesamlingen “Velsignelser”, der af Informations anmelder er blevet kaldt “stilfærdigt fremragende”.

»Tre et halvt år efter den roste debutroman er der endelig fremragende nyt fra Caroline Albertine Minor,« skrev Politikens anmelder, mens Weekendavisens anmelder også var begejstret for forfatterens anden bog: »Caroline Albertine Minors vellykkede noveller undersøger bæreevnen i menneskelige forhold.«

Velsignelser er historier om sorg og venskab. To dage før jul hænger Anso sig i et figentræ i sin australske værtsfamilies tørre have. Helena rejser til Pyrenæerne for at komme tættere på en døende far, der ikke ønsker hendes selskab. Franciska hægter sig på et kollektiv og forsøger at stoppe hullet i sit bryst med to østrigske udvekslingsstuderende, mens Ingeborgs mor bare længes efter det øjeblik, hvor hendes datter overgiver sig til søvnen.

Mona Høvring en veletableret forfatter i Norge både som lyriker og romanforfatter. Hun har udgivet seks digtsamlinger og tre romaner, og i 2014 var hun nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen “Camillas lange netter”.

Hun roses ofte for sine fortættede og poetiske billeder af unge kvinders indre liv, tab og spirende seksualitet.

Romanen ’Noget der hjælper’ udkom i Norge i 2004 og er den første af Mona Høvrings bøger, der er oversat til dansk. Romanen er en art coming-of-age-roman som i et klart og afdæmpet sprog tegner et fint et portræt af en sårbar ung kvinde, som oplever tab, venskabers betydning og hvis seksualitet spirer, alt imens hun finder sin egen vej til selvstændighed.

’Noget der hjælper’ fik en rigtig fin modtagelse blandt anmeldere og flere har sammenlignet den med Francois Sagans Bonjour Tristesse.

De to forfattere mødes her for første gang. De interviewes af Nina Ulrich Østergaard fra Thiemers Magasin.

Entré: 50,- (40,- for medlemmer).

Hvis du vil være sikker på at få en plads, kan du tilmelde dig ved at sende en mail til til@thiemersmagasin.dk

Skriv også, hvis vi skal lægge en bog til side til dig.

Søndagsevent: Caroline Albertine Minor

Foto: Sofie Amalie Klougart

Foto: Sofie Amalie Klougart

PURA VIDA er en costaricansk talemåde, en slags motto for de rastløse eksistenser, hovedpersonen Viktoria møder i løbet af et sabbatår, der pludselig bliver til tre. Tre år, hvor den unge kvinde gør præcis, som hun vil, mens det langsomt lukker sig omkring hende, strammer til og filtrer sammen indeni.

Pressen skrev: »Sprogbehandlingen er suveræn god med sine meget fine sansninger af næsten synæstiserende karakter: selv læseren kan næsten se duften og høre vinden i naturbeskrivelserne. Det er tæt på at være poesi.«

PURA VIDA er Caroline Albertine Minors debut.

Denne event er gratis, men kom i god tid, for der er begrænset plads.