Bøger til ferien: Kim Leine anbefaler

Publiceret fredag den 15. maj 2015

Kim Leine

Forfatteren Kim Leine, der er aktuel med den fantastiske roman “Afgrunden”, anbefaler her tre bøger til sommerferien:

1. Martin Amis: “Times Arrow” (Tidens pil)

“Bedste roman jeg har læst til nu i år. Barok og morsom og frygtelig. Alting foregår baglæns. Det ender, eller begynder, i Auschwitz, hvor han ikke skubber jøder i ovnen, men hjælper dem ud derfra, og dermed er han, og tyskerne, ikke ved at udrydde det jødiske folk, men skabe det, trække det ned fra himlen, som han siger. Det er en brillant idé, og sådan en idé man som forfatter kun kan drømme om at få.”

Tilføjelse fra Thiemers Magasin:
Vi kan desværre kun skaffe denne titel på engelsk.

2. Italo Calvino: En fra nyudgivelsen “Vore forfædre”, f.eks. “Den halverede vicomte”

“Det er en burlesk, og dog skarpt skrevet, historie om en mand der drager i krig og bliver halveret af en kanonkugle. Halvdelene vender hjem til slottet hver for sig og begynder at bekrige hindanden, den ene hjertens god, den anden ond som fanden selv. Det kan man sikkert uddrage en eksistentiel parabel ud af, men hvorfor skulle man egentlig? Det er en sjov roman.”

3. George Orwell: Down and out in Paris and London (“Paris og London på vrangen”).

“En fantastisk realistisk beretning om forfatterens nedgang til underverdenen i de to byer. Det er morsomt, tempofyldt, farverigt, frygteligt og på en mærkelig måde genkendeligt. Mest superb er beskrivelsen af de parisiske reatauranters køkkenregioner der er som kredse i purgatoriet, og utroligt komisk er beskrivelsen af tjenernes forvandling når de går fra køkkenet til restauranten, og gennemgår en forvandling fra svinsk snakkende psykopater af den mest nederdrægtige slags, til de mest kultiverede snobber der kan få enhver greve og baron til at rødme af mindreværdsfølelse, hvorefter de går tilbage igen, og i det svingdøren smækker bag dem, er de samme svin som før.”

Tilføjelse fra Thiemers Magasin:
George Orwells bog har vi endnu ikke i butikken, men den er bestilt. Vi kan desværre kun skaffe den på engelsk.