Artikel om indie-boghandlers succes

Publiceret tirsdag den 17. april 2018

 

I den seneste udgave af Weekendavisen bringer avisen en længere artikel om et Harvard-studie, der viser, at uafhængige boghandler vinder frem i USA.

Boghandlerne har succes af tre grunde:

De lægger vægt på lokal forankring, på et særligt udvalgt sortiment af bøger samt på at skabe litterære oplevelser for kunderne.

Det passer præcist med dén filosofi, vi har i Thiemers. Journalist Annette K. Nielsen interviewede mig også til artiklen. Her er et lille uddrag:

“Spørger man Rikke Viemose, der driver boghandlen Thiemers Magasin på en sidegade til Værnedamsvej i København, kan hun sagtens nikke genkendende til de amerikanske boghandlers trestrengede strategi.

Det er ikke helt tilfældigt, for hun købte boghandlen efter 5 år i USA, hvor hun netop var blevet inspireret af de uafhængige boghandler.

Hun kalder sin forretning for en “delikatesseboghandel”, hvilket stemmer godt overens med det lokale handelsmiljø, som forretningen er forankret i, nemlig en gade med mange specialbutikker. Hun og hendes ansatte har alle et forhold til forskellige former for litteratur og læser meget selv, og derfor kan de levere specialiseret og personlig kundebetjening.

Hun tilbyder et nøje kurateret udvalg af bøger, og bærende for boghandlens virke er det, Viemose kalder litterære fællesskaber:

“Det skal være en oplevelse at komme herind, ellers kan man lige så godt købe bøgerne billigere på nettet. Læsegrupperne er en af vores største succeser, og vi har næsten ugentligt forfatterevents.”

Derudover tilbyder Thiemers skrivekurser og sidste år stod boghandlen også for en række masterclasses med markante danske forfattere, der fortalte om netop den genre, som de mestrer.

Arrangementerne blev støttet af Statens Kunstfond og optaget og  udsendt af Danmarks Radio.”