Skyggebjerg angriber Peder Frederik Jensen

Publiceret lørdag den 8. marts 2014

Der er for meget umotiveret sex i ny dansk litteratur.

“Den misforståede, malplacerede og forcerede erotik ødelægger værkerne, og det er pinligt for kunsten,” mener “Vor tids helt”-Jacob Skyggebjerg, der i Weekendavisen går til angreb på nogle af de mest roste værker fra det seneste år.

Især Kim Leine står for skud, men også Kaspar Colling-Nielsens orgier i “Den danske borgerkrig 2014-18” og Peder Frederik Jensens ordknappe noveller i “Banedanmark” får kritikken at føle.

Thiemers Magasin får besøg af Peder Frederik Jensen i morgen. Hans nye novellesamling er blevet rost overalt; den har fået fem stjerne eller hjerter i både Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten; novellerne bliver kaldt skarpe og gådefulde, og anmelderne mener, de bør gøres til pensum i gymnasiet.

Men hvad siger Peder Frederik Jensen til Jacob Skyggebjergs kritik? Skriver han virkelig om sex for at lefle for husarerne?

Hør, hvad han svarer på det i morgen til søndagsevent i Thiemers Salon kl 13.

photo